Mallorca

Mallorca er med sine 3640 km2 den største af de Baleariske Øer. Geografisk set kan Mallorca deles op i tre. Serra de Tramuntana, den imponerende bjergkæde, der strækker sig over hele øens vestlige side. Det frugtbare lavland kaldet Middelhavets køkkenhave med mange små marker, hvor der dyrkes grønsager og frugter. Og sidst østkysten med de mange smukke badebugte. Palma er hovedstad for Mallorca og de Baleariske Øer. En charmerende storby med alt fra store indkøbscentre, berømte seværdigheder og små hyggelige gader med forretninger og tapasbarer. I stærk kontrast til Palma står de må landsbyer, der nærmest ser forladte ud med deres tilskoddede vinduer.

Kortet er en stor fil

Her kan du se vejret, som det er netop nu. Som noget nyt kan du følge vejret live på webCam tryk på billedet her under.

Strandene

På stort set hele øens kyststrækning findes badestrande. Østkysten byder på mange idylliske bugte, cala`er, hvor man kan være heldig at have stranden næsten for sig selv. De mest populære strande er Palma Nova/Magalluf med de lange strandpromenader og den 14 km. lange og børnevenlige strand i Alcudia. Mallorca`s absolut smukkeste strand er "Es Trench" med det hvide sand og det azurblå hav

Palmas gotiske katedral

Kirken, som er bygget af smuk gylden limsten, er 121 meter lang, 55 meter bred, og midterskibet er 44 meter høj. Klokketårnet er 52 meter højt og har 9 vældige klokker. Arkitekten er katalaneren Sagrere, som også har bygget Børsen foruden andre bygningsværker i Italien og Frankrig. Når man kommer ind i det vældige kirkerum med 8 kapeller til hver side, fortrylles man af det lys, som strømmer ind gennem et 12 meter stort vindue over hovedalteret. Vinduet er en rose opbygget af 1236 stykker glas.

Port de Sóller

Den "eneste" måde at komme der op på er toget. Sidst i 1800-tallet medførte kommunikationsproblemer mellem Palma og Soller, at man gik i gang med at bygge en jernbane. Denne åbnede i april 1912, og i 1929 blev den elektrificeret. De oprindelige tog kører stadig på ruten. På den maleriske tur på ca. 28 km passerer toget 13 tuneller. På et bestemt sted standser turisttoget nogle minutter for at give passagererne mulighed for at tage feriebilleder ud over den smukke dal med de mange appelsintræer. Kystbyen Port de Sóller har en lille sporvognslinie, den er en tur værd. Der en udmærket badestrand, hvor man kan tilbringe en time eller to, inden man vender tilbage. De mere energiske kan vandre de ca. 2 km op til Torre Picada, et gammelt vagttårn på klipperne bag byen.

Drypstenshuler

Dragegrotterne (Cueva del Drachs) ved Porto Christo er de mest besøgte grotter på Mallorca. Her går man gennem de ca. 2 km lange gange. Undervejs ser man de mest fantastiske drypstensformationer i mange farver. Nogle af formationerne er navngivet som "Alfernes teater" og "Dianas Bad". Søen er en lille smule salt, hvilket kunne tyde på en underjordisk forbindelse med Middelhavet. Hver time opføres en lille koncert på søen, hvor 2-3 både sejler tværs over søen, mens ombordværende musikere spiller stemningsfyldt klassisk musik - altid mindst ét stykke af Chopin. Samtidig opføres et lysshow, som giveren fantastisk virkning. Når koncerten er afsluttet, er der mulighed for at blive roet over søen til udgangen.